Sådan bliver du en autentisk leder
Autentisk ledelse
Autentisk ledelse handler om at være sig selv som leder. Det er frigørende hvis man kan finde et naturligt leje for sin ledelsesrolle, hvor man ikke behøver bruge mange kræfter hver dag på at spille en unaturlig rolle. Og det kan give stor troværdighed at man fremstår naturlig og ligefrem.
Det kan til gengæld også give bagslag, for vores naturlige fremtræden er ikke altid lige hensigtsmæssig i alle situationer.
Lad mig give dig nogle refleksioner over autentisk ledelse, som kan hjælpe dig med at finde en balance, der gør dig til en bedre leder.
“Vær dig selv” - hypen om autentisk ledelse
For ikke så længe siden var der ret meget hype om at være en autentisk leder:
"Vær et helt menneske på arbejde"
"Vis dine ægte følelser"
"Smid masken og tag dig selv med på arbejde"
Sådan lyder det i slagord. Og det lyder rart. Især fordi arbejde af og til kan føles som et teater, hvor man har en rolle at spille. Måske kan man føle sig falsk, måske er smilet og ja-hatten anstrengt og påtvunget. Og hvis man oven i købet har en leder, som har en meget stram maske på, så kan det koste en del motivation.
Måske er det derfor, forfattere som Brené Brown og Bill George har været populære. Brené Brown taler om at sårbarhed hører til i ledelse. Når man selv står i svær ledelsessituation og føler sig presset til at spille rollen som den stærke og alvidende, så er Brené Browns budskab rart: Vis din uvidenhed, vis din svaghed, så bliver du en stærkere leder.
Og når man ser sig selv i spejlet og knap kan kende sig selv, fordi man dag efter dag skal tale virksomhedens overfladiske sprog og stå op for beslutninger man er uenig i, så er Bill Georges budskab rart: Vær dig selv, find dine egne værdier og stå op for dem.
”Vær IKKE dig selv” - hypen er stilnet af
Hypen er taget af, fordi autentisk ledelse har fået en del kritik.
Den vigtigste kritik kommer fra Tomas Chamorro-Premuzic, og han siger den barske men enkle sandhed:
Du skal ikke tage dit ægte selv med på arbejde. For ikke en gang din familie kan holde dit ægte selv ud over længere tid.
Det lyder voldsomt men det er kærligt ment: Hvis vi er helt ufiltrerede i vores adfærd og siger det vi tænker helt uden hæmninger, så er der ikke mange der kan holde os ud. Det kan vi måske knapt selv, af og til.
Et realistisk eksempel er en chef der bærer sin sårbarhed uden på tøjet, når han skal fyre en medarbejder, og begynder at græde mens han fortæller om fyringen.
Tårerne triller og lederen holder lange pauser i et forsøg på at styre sin bevægelse, mens medarbejderen ser på og får en forfærdelig besked, som han har frygtet, eller som han ikke havde set komme.
Det er ment som empati men det ender som en meget uprofessionel og uetisk behandling af en medarbejder i en svær situation.
For medarbejderen har ikke overskud til at trøste nogen, og medarbejderen skylder ikke sin chef nogen særlig medfølelse.
Der er desuden forskning der peger på at denne måde at være autentisk på ikke altid fungerer efter hensigten. Ledere, der viser usikkerhed, mister følgeskab og indflydelse, og bliver betragtet mindre kompetente. Denne type ledere kan være meget kompetente, og de skabe gode resultater, men deres usikkerhed gør at de bliver vurderet dårligere end de måske er, både af ledere og medarbejdere.
Til gengæld er der noget mistrøstigt og utilfredsstillende i Chamorro-Premuzics svar på hvad man så skal gøre: Man skal blive god til at ‘fake’ strategisk. Den usagte præmis er at vi skal forme vores adfærd sådan at vi bliver succesfulde, uanset hvad det så er for en adfærd. Den strategi gemmer på to problemer:
Det ene er at folk så begynder at ligne hinanden. Alle kender de miljøer, både fra deres skoletid og arbejdsliv, hvor det gælder om at ligne hinanden, hvor man ‘faker’ bestemte måder at være på og hvor man må gemme sine nørdede sider og specialinteresser væk.
Det andet er præmissen om at det handler om at opnå ‘succes’, som om karriere var et universelt gode lige som frisk luft og rent drikkevand. Vi er forskellige mennesker, der kan have mange forskellige ønsker for livet, og det er næppe en god strategi for alle mennesker at fake, især hvis de efterhånden ikke kan kende den person, de ser i spejlet.
At fake er kort sagt en fattig strategi.
Så hvad gør man? Der er noget galt med ordet AUTENTICITET
Arbejde kan nogle gange føles som teater:
Bag scenetæppet står du måske og gaber nede i parkeringskælderen under kontoret tidligt om morgenen. Du har hovedpine og det har været dum morgen med skænderier i familien. Nu skal du så til møde med nogle mennesker, som du har det anstrengt med. Og det sidste du orker lige nu er at være super konstruktiv.
Så går tæppet op, du kører op på kontoret i elevatoren, og hvad gør du så?
Er du “autentisk” - i betydningen ufiltreret? Møder du gabende uoplagt og modvillig op?
Eller spiller du rollen? Falsk og påtaget?
Det er meget sort-hvidt sat op, og det er med vilje.
For der er noget galt med måden vi taler om autenticitet på, når begrebet ikke kan bruges i en så enkel og hverdagsagtig situation som den ovenstående.
Løsningen? Autenticitet er at forholde sig til sig selv
Løsningen er at give ordet AUTENTICITET lidt flere nuancer.
Autenticitet er:
At bringe sine intentioner i overensstemmelse med sin adfærd.
Med andre ord:
Du er en autentisk leder når arbejder på at være sådan, som du gerne vil være. Ikke sådan som du tilfældigvis er, en sløj mandag morgen. Og ikke en falsk udgave af dig selv.
Ordet autenticitet har oldgræske rødder: τὸ αὐτό, det betyder 'det som er sig selv'. Og i en af Platons dialoger bliver man lidt klogere på hvordan det begreb skulle forstås den gang.
Nemlig: At være sig selv er at være MED sig selv. Ligesom i matematik, hvor det at være sig selv kaldes identitet og udtrykkes A = A. Det er jo ikke bare ét A. Det er et A der forholder sig til A.
Dette ‘med sig selv’, dette forhold til dig selv, er en mulighed, du kan gribe eller lade være:
Du kan lade være, og bare være den du er. Du kan ‘være en ubehagelig leder’ som nogle af de topledere, der har været i medierne på grund af det giftige arbejdsmiljø de skaber, og som forklaring grundlæggende har sagt “sådan er jeg bare”.
Eller du kan gribe den mulighed, se dine ubehagelige sider i øjnene og arbejde med dem, sådan at du efterlader det aftryk, du gerne vil efterlade. Så du kan have det godt med at se dig selv i spejlet. Så de mennesker, der er afhængige af dig, kan tænke tilbage på dig, ikke som en ‘flink fyr’, ikke som en ‘ubehagelig type’, men tænke tilbage på dig med taknamlighed, fordi du gjorde en forskel.
Græske gloser og matematik. Hvad kan man overhovedet bruge det til, sådan en mandag morgen, til sådan et dumt møde?
Hvis du vil være autentisk sådan en møgmorgen, så skal du forholde dig til dig selv.
Det gør du sådan her:
Sådan leder du autentisk - et eksempel
Du starter bag scenetæppet med at give dig selv et indre kram eller en indre high five afhængig af temperament. Ja, det ER en hård dag. Ja, jeg ER ked af det, eller vred, og udmattet her til morgen.
Så finder du ud af, hvad du vil have ud af mødet. Helt enkelt. Måske er der en pointe, du vil have frem. Måske er der en beslutning, du vil have taget. Måske er det nok denne morgen bare at sidde der.
Og så går du på scenen. Som den bedste version af dig selv. Med nærvær. Vær til stede der, kun der, og husk hvad du vil have ud af det.
Det er jo ikke enkelt at gøre, men det er det, autentisk ledelse handler om:
Altid at være til stede, der hvor du er
Altid at vide, hvad du vil, i den situation, du står i
Nærvær og intention.
Hvis du vil vide mere:
Om sårbarhed i ledelse: Brené Brown: Dare to Lead, Random House 2018
Om at tage sig selv med på arbejde: Bill George: Authentic Leadership: Rediscovering the Secrets to Creating Lasting Value. Wiley & Sons, 2003
Om kritik af autentisk ledelse: Thomas Chamorro-Premuzic: Don’t be Yourself. HBR Press, 2025
Om faren for usikre ledere: Alzawi & Flynn: Does expressing uncertainty help or harm leaders? The Leadership Quarterly, Sept 2025
Om Autenticitetsbegrebets græske rødder: Martin Heidegger: Der Satz der Identität. Foredraget kan høres på youtube eller læses på dansk i Martin Heidegger: Spørgsmålet om teknikken og andre skrifter, Gyldendal 1999.