Om at finde sin egen vej gennem (koncern)livet: Skibsmodellen på mit kontor
Om at finde sin egen vej gennem (koncern)livet: Skibsmodellen på mit kontor
Jeg elsker skibsmodellen på mit kontor af mange grunde. Det er for det første et meget smukt skib. For det andet så skibe sådan ud, dengang jeg drømte om at blive sømand. Og jeg kan stadig dagdrømme om linjefart i Middelhavet eller Caribien med sekstant i brovingen, lune briser og lange havneophold. Ting der ikke findes længere.
Jeg passer på skibet for en nær ven og nyder det så længe jeg kan.
Ovenpå styrehuset sidder en lille ting. Den ligner en hatifnat - hvis du kender mumitroldene. Det er et nathus, og et nathus indeholder et magnetkompas. Med sådan et kan man finde nord, selv når alle de elektroniske hjælpemidler er stået af.
Når kompasnålen får ro, så peger den mod nord, fordi jordkloden er magnetisk. Der er bare et problem: Skibet indeholder temmelig meget jern, så skibet selv er også magnetisk.
Så kan man stole på det kompas overhovedet? Bliver kompasnålen ikke trukket væk fra nord af skibet? Man er nødt til at indstille magnetkompasset på et skib, fordi skibets egen magnetisme er så voldsom, at man ellers ikke kan stole på det.
Da jeg gik ud af gymnasiet, vidste jeg præcis at jeg ville være styrmand, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg tog en uges ferie i London med min gode ven Carsten, og så gik jeg i gang med uddannelsen.
Efter endt uddannelse fik jeg job med det samme. Men tog kun et års tid at finde ud af, at jeg ikke skulle være styrmand for evigt.
Der var en del der havde sagt at det ikke ville være noget for mig, men jeg fulgte mit eget kompas.
Kunne jeg stole på det kompas, nu hvor jeg havde brugt 4,5 år på den forkerte uddannelse?
Lige som et skibs kompas skal indstilles så det tager højde for egen magnetisme, så skal vi mennesker også tage højde for vores egen magnetisme.
Jeg var fuld af oprør mod folks forventninger. Jeg fik høje karakterer i gymnasiet og havde nørdede interesser, så alle forventede at jeg skulle på universitetet. Skråt op med deres forventninger, jeg ville til søs! Og jeg kunne ikke en gang svømme. Jeg var tændt af en vild energi der handlede om at komme langt væk fra alt det jeg kendte. Det var "mit skibs magnetisme" som gjorde at jeg valgte lidt skævt, og det var jeg naturligvis for ung og umoden til at forstå.
Man kan let komme til at træffe beslutninger, store og små, som man kan komme til at fortyde, hvis man ikke kender sit eget skibs magnetisme.
Det er sjældent at mine klienter og jeg stiller os hen til skibet og kigger på nathuset med magnetkompasset i.
Men det er næsten alle klienter, der på en eller anden måde sammen med mig undersøger de skjulte kræfter, der påvirker deres valg i livet - deres eget skibs magnetisme.
En tager måske hele tiden alt for meget arbejde ind.
En anden hader at have chefer, uanset hvem de er.
En tredje kan måske ikke få sig selv til at bede om hjælp.
Min tid til søs er en gave, jeg elsker de minder jeg har derfra og de venner det har givet mig. Og som du kan se er der også et brugbare metaforer, som jeg kan tage med på mit nuværende job.