Den største fejl i moderne ledelsesudvikling

Der er en forestilling, som går igen i stort set al ledelses- og personlighedsudvikling:

Inden i dig er der en kerne af sandhed.

Det er godt nyt for virksomheden, for den vil gerne kende sine ledere og vide hvem der passer til hvilke jobs. Og det er godt nyt for dig, der gerne vil lære dig selv at kende, så du kan navigere i karrieren, i lederrollen og i livet.

Det er derfor vi elsker sådan noget som personlighedstests, der kan fortælle os den skjulte sandhed om os selv eller om vores medarbejdere.

Jeg tror bare ikke på det.

Ikke fordi det er meningsløst at forsøge at lede efter kernen, eller sandheden, om os selv.

Tværtimod.

Prøv dette tankeeksperiment: Du er alene i et sommerhus en novemberaften, uden telefon. Supermarkedet er lukket. Der er intet at give sig til.

Da mørket falder på, lader du være med at tænde lys. Du sætter dig i sofaen og kigger ud i ingenting.

For at få tiden til at gå beslutter du dig for at tvivle på alt, hvad du overhovedet kan tvivle på.

Er dine erindringer fantasi?

Er den småkulde, du mærker i kroppen, også fantasi?

Er der overhovedet et "dig"? Det er et frit fald. Hvad har du at gribe i?

Der er én ting. Du tvivler. Du tænker. Og det er ubetvivleligt sandt, i hvert fald så længe du tænker det. Ikke før. Ikke efter. Kun da.

Hvis du kender den gamle filosof Descartes, så ved du måske også at det var sådan, han nåede frem til de ord, som alle kender i dag: cogito ergo sum. Jeg tænker, altså er jeg. Sådan skrev han mange år efter, han havde siddet der, i et mørkt rum, og tvivlet på alt.

Da han oprindelig skrev det ned, var det dog langt mere radikalt. Da skrev han, at “jeg tænker, jeg er”, de ord er sande quoties a me profertur, dvs. hver gang jeg siger dem. Kun mens jeg siger dem. Og det er det afgørende.

Hvad betyder det for dig, der søger efter dig selv?

Det betyder at det eneste du har at holde dig til er din søgen. Og at det du finder ud af om dig selv kun er sandt, mens du søger.

Der er ingen kerne, du kan kortlægge en gang for alle og derefter navigere efter.

Din identitet er en bevægelse, ikke en kerne. At være sig selv er at forholde sig til sig selv, hver gang man gør det.

Det lyder måske skuffende. Jeg forstår det. Vi ville hellere have noget at holde fast i. Klare svar og praktiske værktøjer.

Men overvej hvor frisættende det også er: Du skal ikke finde dig selv, og ingen kan sætte dig i bås, for der er ingen endelig sandhed om dig.

Men derfor skal du alligevel blive ved med at søge. For hver gang du gør søger, ærligt og modigt, er du lige der, hvor du skal være.

Hvorfor skulle man dog gide at gøre det arbejde, blive ved med at være nysgerrig på sig selv?

Fordi sandheden er noget værd i sig selv. Det er grund nok for mig.

Men også for din skyld. Hvad vil du gerne opnå? Sammen med hvem? Hvorfor? Hvordan får du energi til det? Hvad lærer du undervejs?

Og også for alle de mennesker, der er afhængige af dig. Uanset hvem du er, så er der en del mennesker der har brug for dig på den ene eller den anden måde. I din relation til de mennesker, ved du hvad du vil og ikke vil, hvad du kan og ikke kan? Og ved du hvad den relation betyder for dig? Og dem?

Du får aldrig et færdigt svar på alle de spørgsmål. Men det er undersøgelsen af alle de spørgsmål, og mange flere af samme slags, der gør at du kan se tilbage på et liv hvor du fortyder mindre, end du ellers ville have gjort.

Hvor du fortryder mindre end du ellers ville have gjort.

Det er vel det vigtigste i et liv overhovedet.