DADDY ISSUES AT WORK
Da jeg var en lille knægt, var mit karakterblad en sikker vej til at få min fars opmærksomhed og interesse. (Billedet er fra før jeg fik karakterer, men som du kan se, var jeg god til at være nuttet)
Så da jeg begyndte at finde min vej i koncernverdenen, var det ret nemt at finde ud af hvad legen gik ud på: Der var job grades (lønklasser), og så var der performance scores (mus-karakter). Og der gjaldt det altså om at opnå det højeste tal i begge kategorier.
Den strategi for at opnå anerkendelse, som jeg havde med hjemmefra, var også den strategi jeg anvendte, da jeg startede mit koncernliv.
Den har fungeret fint for mig i mange henseender. Jeg var hurtig til at lure hvad der skulle til for at få point. Jeg har opnået mange gode ting på den strategi.
Men den har ikke altid været god. Jeg har virkelig haft krise, når det ikke lykkedes mig at få de forfremmelser eller de høje scores, som jeg gerne ville have. Og jeg har også skubbet nogle folk fra mig på den konto.
Havde jeg nu kunnet tage den strategi op af værktøjskassen, når jeg havde brug for den, og lægge den ned igen bagefter, så havde det været helt perfekt. Men den drev sit eget spil, og ofte var den den der styrede mig og ikke omvendt.
Ofte hænger vores frustrationer i koncernlivet sammen med sådanne ubevidste strategier. Kan vi blive bevidste om de ubevidste strategier, så kan vi lære at bruge dem til vores fordel, og undgå at de spænder ben for os eller sender os ud i en krise.
Hvor kommer vores succes-strategier fra?
Som helt små individer arbejder vi hårdt for at lære koderne: Hvad skal der til for at mors ansigt bliver varmt og lyser op i kærlighed? Hvordan undgår jeg at hun vender hovedet væk eller ser vred ud?
Det er ren overlevelse, for vi tror ikke vi kan leve uden.Så det er noget af det, børn er bedst til at lære. Og hvis de strategier, vi lærer tidligt, bliver bekræftet og forstærket i barndommen og måske senere i livet, så sidder de på rygraden.
Der er formentlig ingen forældre der formår at give deres børn fuldstændig ubetinget kærlighed. Måske slår vi hårdt ned på larm og plageri, måske bliver vi indebrændte og irritable når vi er blevet trætte af at rydde rod op. Måske bliver vi allerstoltest af vores børn når de er dygtige i skolen. Vi har vores mønstre, og det lurer børnene lynhurtigt. Især finder de hurtigt ud af hvor vi har tendens til at tabe småkagerne.
Og sådan var det også da vi selv var børn: Der var betingelser for kærligheden, og de spilleregler måtte vi lære at kende.
Med andre ord: Vi har lært vores succes-strategier tidligt i livet. Karen Horney, en af de første kvindelige psykoterapeuter, har en ret fin model for de strategier.
Hun peger på tre overordnede:
De tre strategier
Den ekspansive
"Se mig! Se hvor dygtig jeg er."
"Hvis du ansætter mig, så kommer jeg til at udrette store ting."
"Team, I skal gøre hvad jeg siger, for jeg har lavet en fejlfri plan."
"Nu gør du hvad jeg siger, for det er mig, der er chefen."
Ekspansive strategier handler om at opnå anerkendelse ved at være succesfuld, stærk og vindende. Det ligger til de ekspansive strategier at overbevise, at dominere, at være karismatisk, at udøve magt, at formulere visioner og træffe risikofyldte beslutninger.
De ekspansive strategier hjælper os med at opnå indflydelse, blive udvalgt, blive ansat og med at få ressourcer til vores område. For desværre er det ikke kun vores kompetence, vi bliver bemærket på. Karisma sælger bedre end kompetence.
De ekspansive strategier spænder ben for os når vi taber folk, fordi de føler sig sat af, kørt over eller manipuleret.
Og hvis vi har en stærk ekspansiv side, så kan vi komme i dyb krise når vi ikke får anerkendelse. Når vi ikke får den performance score, vi selv synes vi er berettiget til (altid over middel), eller når vi ikke kommer lige så hurtigt op i systemet som dem, vi sammenligner os med.
Vi kan også arbejde os selv halvt ihjel i forsøget på at vinde, og det kan koste helbredet, i hvert fald i en periode.
Den selv-udslettende
"Jeg skal nok hjælpe dig."
"Jeg vil gøre alt hvad du beder mig om, og jeg er loyal og trofast."
"Jeg skal nok rose dig, og jeg skal også nok sørge for god stemning."
"Team, vil I ikke være med til det her projekt? Det skal nok blive sjovt!"
Selv-udslettende strategier handler om at opnå anerkendelse ved at være vigtig for andre og gøre andre glade. I hovedsagen er der to veje, og man kan gå den ene eller begge veje: Enten sørger man for god stemning ved at gøre folk glade, eller også gør man sit arbejde grundigt, perfekt og til tiden.
De selv-udslettende strategier hjælper os med den del af koncernlivet, der handler om at være underordnet. Og det gør en stor del af koncernlivet jo, medmindre man sidder i bestyrelsen. De hjælper os med at leve op til andres forventninger og fungere i en organisation.
Men de spænder ben for os når vi finder på en hvid løgn for at undgå ballade, eller når vi bliver så grundige at vi ikke kan blive færdige med arbejdet eller nå frem til en beslutning, eller når det begynder at koste nattesøvnen.
Det kan skabe stor krise for mennesker med selv-udslettende strategier, hvis de oplever at det er umuligt at gøre deres chefer eller teams glade.
Den resignerende
"Jeg lader det ligge."
"Det projekt virker alt for risikabelt. Det er ikke mit ansvar at rode med."
"Jeg søger ikke det job, for det kommer til at koste mig så meget tid og energi, og jeg bliver alligevel ikke valgt."
"Team, sig til hvis der er noget I har brug for hjælp til, I ved sikkert bedst selv."
Resignerende strategier kommer fra en erfaring af at intet nytter. At forældrenes kærlighed var for dyr, det man havde at give var aldrig nok. Strategierne handler om at holde sig på afstand af risici, konflikter, store beslutninger og stort ansvar.
Hvis de hjælper os med noget, så er det at holde os ude af problemer, og det kan i et begrænset omfang være en fordel. Men for det meste så er resultatet af de resignerende strategier at vi holder os på afstand af muligheder for at forme livet sådan som vi gerne vil have det. Og for mennesker med en stærk resignerende side, er frustration en almindelig følelse på arbejdet: “Tingene her på arbejdspladsen byder mig imod, og der er intet jeg kan stille op.” Det er frustrerende!
Hvordan lærer jeg at styre mine strategier?
Jeg kan genkende alle tre strategier hos mig selv i forskellige omfang. Jeg er sikker på at du også kan genkende elementer af dig selv i mindst en, men måske også to eller alle tre strategier. Det gør dig menneskelig, så hav det godt med det.
Men overvej helt pragmatisk hvor dine strategier spænder ben for dig:
Kunne du have det nemmere i dit arbejdsliv hvis du hungrede lidt mindre efter at blive set af din chef? Kunne du være en mere effektiv leder hvis du ikke hele tiden var så forsigtig? Kunne du skabe mere følgeskab hvis ikke du hele tiden var så hård og temperamentsfuld?
Første skridt er ganske enkelt: Opmærksomhed og accept. Nu, hvor du kender de typiske strategier, så kan du måske begynde at få øje på dem. Hvis du kan acceptere, at det sådan, du er formet, så kan du tage spidsen af problemet. Det giver dig større overskud til at handle klogt næste gang du er under pres, og til at være i kontrol af strategierne.
Hvis du vil vide mere:
Om de tre strategier: Karen Horney: Neurosis and Human Growth, W.W. Norton & Company, oprindelig 1950 men genudgivet 1991.
Om hvad der sker når strategierne tager kontrollen over lederne: Robert Hogan: Personality and the Fate of Organizations, Psychology Press 2007.
Om betinget kærlighed: Susan Hart: Fra interaktion til relation, Hans Reitzel 2008.