NOGLE GANGE ER LANGSOMT DET HURTIGSTE MAN KAN GÅ FREM Om psykoterapi i executive coaching

Min klient havde lige mistet sin bror

3 uger forinden vores møde havde min klient meldt afbud med kort varsel: Han havde lige mistet sin bror (om fortrolighed og anonymitet: se slutningen af artiklen).

Jeg skrev en kort besked: Det er jeg meget ked af at høre. Vend tilbage når du er klar. Jeg ønsker dig og din familie styrke til at komme igennem den næste tid. Hvad skal man skrive?

Han plejer at smile til mig på vej ind på kontoret, men denne gang kiggede han ned.

Vi satte os i stolene overfor hinanden. Normalt starter min klient med lidt small talk om turen herhen, om vejret eller spørger mig hvordan jeg har det. Så tilbyder jeg kaffe mens vi sætter os, og så plejer jeg at spørge "Hvad har du brug for at snakke om i dag?" "Hvilken tilstand er du ankommet i i dag?" eller måske "Ved du hvad vi skal tale om i dag?". Spørgsmål der åbner rummet op for hvad der er vigtigt her og nu.

Men denne dag var anderledes.

Jeg så på min klient, han gengældte mit blik, og jeg nikkede ganske let til ham for at sige "du behøver ikke sige noget, vi kan godt bare sidde lidt" uden at sige det.

Så græd han. Stille, men ikke undertrykt.

Jeg har også en bror, så det var ikke for sarte sjæle, det øjeblik. Min opgave lige dér var at holde rummet. Ikke blive beklemt, ikke blive overtaget af følelser, men skabe et nærvær hvor vi kunne være sammen om at han var i sorg. Ikke tippe balancen til den ene side så han pludselig skulle trøste mig, og ikke tippe balancen til den anden side, så han følte sig pinligt til mode over at sidde der og græde, til et møde med sin executive coach.

På en måde låner jeg mit nervesystem ud lige dér. Jeg holder mig åben, rolig, jordforbundet, og så tilbyder jeg ham en forbindelse med mig.

Et nærværende samvær om det, der betyder noget lige her og nu.

Hvorfor er det dér overhovedet executive coaching?

Nogle gange er langsomt det hurtigste man kan gå frem

Vi har lært at coaching handler om præstationsforbedring, om optimering. Om at sætte mål og gå den lige vej for at opnå dem.

Men nogle gange er det, der ligner en omvej, faktisk en overraskende genvej. Nogle gange er heling vigtigere end optimering. Ofte, i virkeligheden. Fordi de fleste koncernmennesker fint klarer selv at optimere deres præstation. Det er jo sådan, de er nået så langt.

Ofte er det først når vi ikke længere kan optimere os ud af problemerne at vi har brug for en coach.

Når vi opdager at det ikke nytter noget at arbejde hårdere. Når vi er ved at miste troen på at det nytter. Når vi er ved at fare vild.

Gang på gang oplever jeg at klienter får låst op for handlekraft, motivation og autenticitet når samtalen får lov at starte med det, der foregår i klientens liv her og nu. Nogle gange skal vi en tur rundt om barndom, om identitet, om følelseslivet, om hvad som helst, for at vi kan nå frem til hvad der er på spil i arbejdslivet.

Nogle gange er langsomt det hurtigste man kan gå frem.

Elefantens lov

Men skulle han overhovedet være mødt op?

Klart, ja.

Er det ikke spild af virksomhedens penge at bruge sin executive coach til at håndtere sin sorg?

Klart, nej. Tværtimod.

Der gælder en lov i alle slags samtaler, hvad enten det er coaching eller forretningsmøder

En samtale fører ingen vegne, hvis der foregår noget vigtigt i rummet, som ikke får lov at komme til overfladen.

Skulle vi være gået direkte til "op på hesten makker, lad os sætte nogle mål"? Det siger sig selv at han ikke ville kunne tænke klart.

Med andre ord: Hvis der er en såkaldt usynlig elefant i rummet, så har coaching ingen effekt. Lad os kalde det Elefantens lov.

Og omvendt. Der er lige sket noget livsomvæltende i min klients liv. Det rører ved opfattelsen af hvad der er vigtigt i livet på både kort og lang sigt. Så i forhold til personlig udvikling er det muligvis det allerbedste tidspunkt at tale sammen: Det er nu, klienten kan få kontakt med sin allerdybeste motivationskraft: Hvad er det egentlig, der får dig op om morgenen? Og hvad for et arbejdsliv vil du gerne kunne se tilbage på?

Værktøjskassen

Når en executive coach er ubetinget nærværende, ubetinget empatisk, ubetinget allieret med klienten, så begynder udviklingen begynder at tage fart.

Værktøjskassen til den del af mit arbejde er psykoterapi.

Min psykoterapeutiske praksis er den eksistentiel-fænomenologiske samtaletradition. Det er en tradition der har rødder på den ene side hos de gamle psykoanalytikere, Sigmund Freud og Karen Horney, og på den anden side hos fænomenologiens og eksistentialismens mange forældre, fx Søren Kierkegaard og Martin Heidegger. Da jeg for en del år blev motiveret for at tage en uddannelse til, faldt valget på psykoterapi, fordi jeg som HR executive havde opdaget, at samtalen var det svage led i alt, hvad vi lavede:

Man kan lave de fedeste frameworks og bruge de mest geniale teorier, men de flytter intet i en organisation, før de enkelte topledere har forpligtet sig på at flytte sig selv. Og det foregår i samtalen.

Psykoterapi er nu en lige så vigtig del af min værktøjskasse som min ledelses- og HR-erfaring er, og du kan fornemme på mødet med min klient herover, hvad det kan.

(fortsætter herunder….)

Agernspiren

Karen Horney, der er psykoanalysens mor, brugte agernet som et billede på hendes overbevisning: Mennesket er som et agern der spirer. Hvis agernet får lov, bliver det til et stort, smukt egetræ. Vores opgave er at forsøge at flytte det skygger. Det går jeg helt og fuldt ind for, og derfor er mit logo en agernspire. (Tegnet af Ene Esgaard https://ene-es.dk )

Det er derfor, du nok ikke møder nogen coaching-modeller eller frameworks hos mig. Det er også derfor, at udviklingsmål og feedback ikke fylder så meget, medmindre du eksplicit beder om det. For det virkelige mål er at du bliver i stand til at lytte til og handle på det, som dit indre kompas siger dig.

Nærværet skaber udvikling

Jeg stræber efter at være ubetinget nærværende, ubetinget empatisk og ubetinget allieret med min klient og med mig selv på samme tid. Det er en fin balance, det kræver at man konstant arbejder med sig selv, og det er et stykke arbejde der kan få coachen til at svede selv på en kold dag.

Resultatet er et nærvær, som gør at samtalen kommer til at handle om det, der er vigtigst, og som er udviklende i sig selv.

-

Note om fortrolighed og anonymitet:

Total fortrolighed er en betingelse for at executive coaching har effekt. Som klient skal du have det lidt som hvis du skrev i en dagbog.

Når jeg deler en case offentligt har jeg derfor enten 1) fået tilladelse af klienten eller 2) klippet og klistret så meget i de cases, jeg har oplevet, at det jeg beskriver, er fiktion, og at ingen vil kunne genkende sig selv i det.

-

Hvis du vil læse mere:

Andre cases: Irvin Yalom: Staring at the Sun - Overcoming the Terror of Death, Jossey-Bass, 2009

Om agernspiren: Karen Horney: Neurosis and Human Growth, W.W. Norton & Company, 1950

Om eksistentiel psykologi: Bo Jacobsen: Livets Dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi, Hans Reitzel, 2009